SGIF holder generalforsamling 19. november og håbet er, at mange medlemmer møder op og lader sig inspirere til at tage et job et sted i den store forening

SVENSTRUP: Svenstrup-Godthåb Idrætsforening (SGIF) har indkaldt til den årlige generalforsamling mandag 19. november kl. 19.30 i klublokalerne i Højvanghallen. I den forbindelse udtaler forretningsudvalget, at alt går som planlagt. De mange sportsafdelinger er aktive og et medlemstal på omkring 1.300 er tilfredsstillende.

Formand Ole Hansen, kasserer Søren Toft og næstformand Anette Christensen fra forretningsudvalget er tilfredse med de ting der bliver gjort, men er bekymret for de ting, der ikke bliver gjort. Spørgsmålet er så, hvad det er der ikke bliver gjort? Det er der ikke noget entydigt svar på, men der nævnes flere årsager til stilstanden. Forretningsudvalgets fire medlemmer bør være et miks af ældre erfarne og yngre medlemmer, gerne aktive eller tidligere aktive sportsudøvere samt forældre til børn og unge, som dyrker deres idræt i SGIF. Andre punkter, der nævnes, er:

- Vi opfanger ikke de trends der er indenfor idrætten.

- Vi kommunikerer ikke på nutidens sprog og i nutidens medier.

- Foreningen bør have en vision og en forankret handlingsplan der rækker flere år frem i tiden.

- SGIF kunne være bedre integreret i lokalsamfundet.

Fornyelse

Ovenstående kan lyde selvkritisk og det er det til dels også, lyder det fra de tre forretningsudvalgsmedlemmer, hvoraf flere har fulgt SGIF gennem mange år. Søren Toft har været foreningens kasserer i 40 år, Ole Hansen har været formand siden 2005, og før arbejdede han i fodboldudvalget. Annette Christensen har været med omkring fodbold siden 2014 og næstformand siden 2017. Foreningens sekretær Leif Mortensen blev valgt i 2017.

Søren Toft har tidligere givet udtryk for, at det var tiden at finde en afløser på kassererposten. Søren Toft er på valg 19. november. Formand Ole Hansen varsler sin afgang, idet han ikke genopstiller i 2019. De to øvrige forretningsudvalgsmedlemmer er først på valg 2020.

Respekt

SGIF er en af områdets helt store og gamle foreninger, der har rødder tilbage til stiftelsen i 1907 og i 2008 fik foreningen sit nuværende navn efter en sammenlægning med Godthåb IF. Gennem årene er der kommet nye sportsgrene til og andre er forsvundet, hvilket kan skyldes mode og engagement. Forretningsudvalget udtrykker en kæmpe respekt for det store arbejde, som forældre og frivillige har udført for egnens børn og unge.

Det er forretningsudvalget håb, at mange medlemmer møder op på generalforsamlingen og lader sig inspirere til at tage et job et eller andet sted i den store forening. På banerne, i udvalgene, i kantinen eller i forretningsudvalget, hvor der på kort sigt skal ske udskiftninger med medlemmer, der har lyst at forme foreningen fremtid. Vil du vide mere om arbejdet som frivillig i SGIF så kontakt formanden Ole Hansen på 40 92 20 17. Helt aktuelt er jobbet som kasserer ledigt.

Reception

SGIF indbyder til reception i klublokalerne i Højvanghallen lørdag 24. november kl. 10-13. Det skal markeres at Søren Toft har været foreningens kasserer i 40 år, Hans Krabsen har været billardformand i 40 år og Axel Petersen træder af som formand for fodboldafdelingen. Sidstnævnte fortsætter dog sit virke i foreningen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...