Ny undersøgelse udpeger Aalborg som den by, hvor tilfredsheden med at cykle vokser mest

AALBORG: Vi bliver stadigt mere tilfredse med at cykle. Det viser en ny stor stor undersøgelse i 32 kommuner.

Det er Det Kommunale Cykelfagråd, der står bag Den Nationale Cyklistundersøgelse, og på landsplan svarer 73 procent, at de er tilfredse eller meget tilfredse med at være cyklist i deres kommune. Undersøgelsen rangordner tilfredsheden i kommunerne, og her kommer Aalborg ind som årets højdespringer. Vi har nemlig rykket os flest pladser - fra nr. 19. i 2016 til nr. 8 i år - på tilfredshedsskalaen.

Det Kommunale Cykelfagråd begrunder det i en pressemeddelelse med, at Aalborg de seneste par år har haft fokus på at fortælle om mulighederne for at cykle og parkere, ligesom der er etableret bedre skiltning, et cykelbibliotek og cykelbutlere.

- I Aalborg er vi stolte over at blive udpeget som Årets Højdespringer 2018 af det skrappeste og vigtigste dommerpanel, nemlig cyklisterne selv, siger Brian Høj, der er projektleder for Aalborg Cykelby.

- For os er det udtryk for, at vi trods en relativt begrænset økonomi er lykkedes med at manifestere Aalborg som cykelby. Vi har i de seneste år haft fokus på at høste de lavthængende frugter med projekter og tiltag, som viser, at vi vil cyklisterne! Det betyder dog ikke, at vi er i mål - slet ikke. I de kommende år vil vi arbejde målrettet med de udfordringer, som cyklistundersøgelsen bekræfter, vi har, siger han.

Også rådmand Hans Henrik Henriksen er begejstret for titlen som årets højdespringer, men han konstaterer samtidig:

- Det er paradoksalt, at cyklisterne sjældent har været mere tilfredse samtidig med, at vi - som mange andre danske byer - står i en situation, hvor cykeltrafikken er vigende. Det kræver klar prioritering og ambitiøse cykelløsninger, hvis vi skal have flere op på cyklen og udvikle os til at blive en af landets førende cykelkommuner, siger Hans Henrik Henriksen.

Det er i øvrigt borgerne i Furesø, Ishøj og på Bornholm, der er landets mest tilfredse cyklister.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...