Mange kilometer rør ligger klar til nedgravning

AALBORG/NIBE: Aalborg Forsyning har siden først på året været i gang med, via en ny vandledning, at sikre Nibes vandforsyning ved nedbrud på byens vandforsyning.

Den 6000 meter lange vandledning strækker sig fra Godthåb til Sønderholm og videre i en eksisterende vandledning til Nibe.

Vi møder 27. februar Kim Holst Christensen fra entreprenørfirmaet A. Enggaard på Sønderholm Hedevej, og han fortæller, at vandledningen graves ned i en dybde på 1,60 meter. Rørene har en diameter på 40 centimeter. Arbejdet skrider planmæssigt fremad – godt hjulpet af det milde vintervejr – og projektet forventes afsluttet sidst i april.

Formålet med den nye vandledning er at sikre Nibes drikkevandsforsyning, fortæller distributionschef Ole Neerup-Jensen fra Aalborg Forsyning. Drikkevandet under Nibe by er forurenet, hvilket nødvendiggør forsyninger fra Aalborgs omkringliggende boringer. Med den nye vandledning er Nibe sikret med to vandledninger.

Aalborg Forsyning har lavet lignende projekter andre steder i kommunen. Blandt andet er man i gang med opførelse af to nye vandværker i henholdsvis Volsted og Lundby Krat. Flere landsbyer har egne vandværker, for eksempel i Godthåb og Sønderholm.

Forbrugerne vil på ingen måde mærke etableringen af den nye vandledning. Den skal blot sikre optimal levering af frisk vand ved et eventuelt nedbrud af den ene af de nu to vandledninger, siger Ole Neerup-Jensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...