Lions Club indbyder alle pensionister til fest søndag 2. december

SVENSTRUP: Lions Club Svenstrup arrangerer atter i år den traditionsrige adventsstue i Svenstrup Skolehal søndag 2. december 2018 kl. 13 til 16.15. Det henvender sig til alle pensionister i Svenstrup, Godthåb, Guldbæk, Ellidshøj og Dall/Ferslev. Dørene åbnes fra kl. 12.15.

Lions Clubs præsident Erik Krogstrup oplyser, at programmet ikke afviger væsentligt fra tidligere år. Han vil i sin egenskab af præsident byde velkommen, hvorefter toastmaster Viggo Jørgensen tager over og leder dagens program. Efterfølgende Lucia-optog med børn fra Svenstrup Rytmiske Pigekor og korsskolen og fællessang med julens sange akkompagneret af Jens Mathiasen.

Sognepræst i Svenstrup, Anne Sofie Bielefeldt, holder juletale.

Bankospil

Efter kaffen med hjemmebagte boller, wienerbrød og lækre lagkager starter det store bankospil, hvor næsten alle kan bære en gave med hjem. De fleste gaver er sponsoreret af byens forretningsdrivende.

Hele arrangementet er gratis for alle deltagerne, men skulle nogen have lyst til at yde en skærv, tildeles pengene ubeskåret til Sight First, - Kampen mod blindhed.

- Lions Club vil benytte lejligheden til at indsamle bruge briller til uddeling i u-lande, så tag jeres brugte og henlagte briller med, siger Erik Krogstrup.

Desuden vil der være salg af den nye årgangsbog 2018, ”Barn af Himmerland”, samt den nye udgivelse af Kalender 2018, med tema med Aadalens dyreliv.

Endvidere salg af fem spændende salte og sennep i festlige glas.

- Vi håber, mange pensionister vil reservere dagen til en hyggelig, traditionel sammenkomst, hvor julen står for døren, siger Erik Krogstrup, der minder om, at der er tilmelding til Brugsen i Svenstrup og Købmanden i Godthåb.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...