Nyt samråd ønsker sammenhold på tværs af foreningerne og bylivet, der også har diskuteret køreplansændringer og trafiksikkerhed på Langdyssen

SVENSTRUP: Det nye og fuldtallige samråd i Svenstrup har holdt deres første møde 19. marts, hvor formand Jenni Gulbæk fortalte om samrådets aktuelle opgaver og rådets interne og eksterne kommunikation. Hjemmesiden http://9230.dk/svenstrup-samraad/ er opdateret og mailadressen kontakt@9230.dk er aktiv.

Bestyrelsen konstituerede sig således: Jan Madsen og Jenni Gulbæk deler formandsposten, grundet Jan Madsens mange rejsedage. Albert Carl Holkenberg blev næstformand, Pia Staudt Larsen blev kasserer, Nicolaj Folden Skole blev referent, Jenni Gulbæk blev webmaster og øvrige bestyrelsesmedlemmer er Rikke Kragh, Kenn Steger-Jensen, Reno Hansen og Eva-Vibeke Madsen. Carsten Møller Mølgaard er suppleant.

Vision

Dagsordenen indeholdt også punktet ”Fremtid og visioner for Svenstrup Samråd”. Af referatet fremgår, at samrådet påtænker at tage kontakt til foreninger og grupper i Svenstrup og appellere til fremtidigt samarbejde.

- Vi ønsker at skabe sammenhold på tværs af foreningerne og bylivet, oplyser samrådet.

Her og nu

Samrådet diskuterede en kommunal vedtagelse om køreplansændringer. Kommunen har inviteret til møde herom, og samrådet deltager. Trafiksikkerheden på Langdyssen var også til debat.

En borgerhenvendelse om oprettelse af en frivillig-bank, hvortil borgere, der kan afse nogle timer til at hjælpe med og støtte op om samrådets arbejde og aktiviteter, blev forelagt.

Der er ønske om gennemførelse af forskellige aktiviteter såsom Jul på stationen, Åben park i efteråret og måske en Byfest i 2020.

Samrådet vil kontakte Aalborg Kommune med et ønske om at få åbnet en tættere dialog om byudviklingsplanen for byen.

Af referatet fremgår, at der til alle samrådets spørgsmål og opgaver valgtes tovholdere, som tager sig af sagernes videre behandling.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...