Nomineringen er åben indtil 15. januar

NORDJYLLAND: I 2017 var det madfællesskabet GUF der blev hædret med Aalborg Kommunes landdistriktspris. De havde igennem hele året haft kæmpe succes med deres fællesspisninger, som én gang i kvartalet bliver arrangeret i kantinen på Gudumholm Skole. Nu er indstillingen åben til landdistriktsprisen anno 2018:

- Vi glæder os til at kunne hædre landdistriktets mange dygtige frivillige og engagerede borgere og sætte fokus på nogle af de mange fine initiativer og projekter som er blevet til virkelighed i løbet af 2018. Vi holder prisuddelingen sammen med et kick-off-arrangement på den nye landdistriktspolitik i februar. Så der er virkeligt god grund til at indstille dem der har gjort et ekstraordinært arbejde i 2018 nu, siger Mads Duedahl, rådmand i Sundheds- og Kulturforvaltningen.

Hvis du kender forening eller projektgruppe, der har gjort sig fortjent til den store anerkendelse, så er det nu, du skal fatte pennen, sætte dig til tasterne og finde de rosende ord frem til en motivation. Nomineringen er nemlig åben indtil 15. januar 2019.

- Jeg kan kun opfordre borgerne i vores landdistrikt til at indstille nogle af de mange engagerede borgere, som hvert år sætter gang i og er med til realisere en masse nye tiltag lokalt. Man kan indstille en gruppe af ildsjæle, eksempelvis et samråd, en borgerforening, en projektgruppe som uegennyttigt har samarbejdet om en sag, fortæller Lisbeth Machholm, landdistriktskonsulent i Sundheds- og Kultur forvaltningen i Aalborg Kommune.

Med hæderen ved prisen følger Der var et diplom, blomster og ikke mindst en præmie på 10.000 kroner. Find indstillingsskemaet på www.aalborg.dk og søg på landdistriktsprisen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...