Skær et græskarhoved og oplev livet i mosen efter mørkets frembrud

DOKKEDAL: Snart er det tid til at holde en velfortjent efterårsferie fra skole og arbejde. På Lille Vildmosecentret fejres det med en masse sjove og lærerige aktiviteter for både store og små.

- Efteråret er en af de smukkestes årstider i Lille Vildmose. Så tag hele familien med ud og oplev på nærmeste hold, hvordan træernes blade skifter farve i et smukt farvespil, og hvordan dyrene gør klar til vinterens komme, lyder opfordringen fra centrets naturvejleder Jakob Konnerup.

På Lille Vildmosecentret byder efterårsferieprogrammet på noget for enhver smag. Hele programmet kan ses på hjemmesiden www.lillevildmose.dk, og som altid kan man finde de nyeste informationer på Facebook-siden.

Skær et græskarhoved

Ferieaktiviteterne begynder lørdag 13. oktober med en guidet tur rundt i Mellemområdet for at kigge efter elgene og krondyrene. Søndag 14. oktober inviteres til "Kreativt naturværksted", hvor deltagerne blandt andet skal bruge de smukke blade, grene og kogler fra træerne til at lave flotte dekorationer.

Efterår er naturligvis græskartid, og tirsdag 16. oktober skal børn og voksne sammen skære både venlige og uhyggelige græskarhoveder.

- Kom og skær dit eget hoved og tag det med hjem så det kan lyse op i den mørke tid, lyder opfordringen.

Efter arrangementerne er der tændt op i bålhytten, så alle småsultne kan tilberede pølser og brød over bålet.

I efterårsferien triller Tørvetoget hverdag klokken 12, 13 og 14, og vildsvinene bliver fodret i Det Vilde klokken 11.15 og 14.15.

Lille Vildmose by night

Mandag 15. oktober kan man blive klogere på, hvad der gemmer sig ude i mørket, når solen går ned over Lille Vildmose, hvis man tager med på en guidet tur i egne biler. Oplev Lille Vildmose by night - Jyllands mørkeste og mest stjerneklare sted. Husk lommelygter og varmt tøj og kom med på en spændende tur i mørket. Turen starter ved Lille Vildmosecentrets parkeringsplads klokken 17.45, hvorfra deltagerne i samlet flok kører ud i området og blandt andet gør stop ved Brandvagttårnet for at se solen gå ned over Lille Vildmose.

Herefter kører alle ned af Ny Høstemarkvej, hvor man kan være heldig at få øje på elgene i solens sidste stråler.

Turen afsluttes med en gå tur på plankestien, som kun er oplyst af deltagernes lommelygter og månen. Her kan man lytter efter nattens lyde.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...