Pizzeriaet på Hobrovej 766 i Svenstrup genåbner under Alfredo’s Pizza & Steak

SVENSTRUP: Efter i en periode at have været lukket genåbner pizzeriaet på Hobrovej 766 i Svenstrup onsdag 6. marts klokken 16 under navnet Alfredo.

Det er Rojeh Yammin – kaldet Alfredo – der har overtaget driften af pizzeriaet, som har været i familiens eje siden først i 1990’erne. De sidste par måneder er der sket store forandringer overalt.

- Gulve og vægge er skiftet, elinstallationen er udskiftet, og det meste af ”maskinparken” er fornyet. Jeg begynder på en frisk, siger Alfredo.

49-årige Alfredo har en særdeles god baggrund for at drive forretningen i Svenstrup, hvor han tidligere i en kortere periode har arbejdet. Han har drevet lignende forretninger i Fjerritslev og Skanderborg. I 13 år drev han en stor restaurant i Libanon. Nu er han og familien tilbage i Danmark og alle glæder sig til at genoptage driften af familiens pizzeria/restaurant i helt nye rammer.

Håndværkerne arbejder denne dag stadig i køkkenet og tilstødende lokaler, men én vigtig ting er på plads, nemlig spisekortet. Det omfangsrige spisekort indeholder ikke mindre end 75 retter, der er opdelt i følgende grupper: pizza, indbagt, pizza sandwich, børne pizza, durum, mix, burger, pastaretter, specialiteter, sambosa, grill, broasted kylling, salat og diverse ekstra tilbehør.

Alfredo fortæller, at alle retter tilberedes af friske råvarer og fremstilles på stedet. Specielt glæder Alfredo sig til at præsentere specialiteterne fra Spanien, Grækenland og Indien. Han fremhæver også de mange grillretter, der tilberedes over kul.

På åbningsdagen og frem til søndag 10. marts serveres i åbningstiden smagsprøver på udvalgte retter og hertil Alfredos rødvin eller en kop kaffe.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...