I år præsenterer magasinet blandt andet nyheder om gratis parkering og Jul på Rooftop

AALBORG: Hører du til dem, der får julelys i øjnene ved tanken om Sallings julekatalog? Så glæd dig, for ventetiden er forbi.

I disse dage lander 2018-udgaven i postkassen, og nu kan du hente de 344 sider i stormagasinet.

Vanen tro repræsenterer julekataloget både tradition og fornyelse - i år er der flere nyheder, der ikke handler om varer:

- Vi ser frem til at præsentere Jul på Toppen, hvor Rooftop er særligt pyntet op med lys, og man kan få både æbleskiver og gløgg, siger stormagasinchef i Salling Aalborg, Anja Kibsgaard.

Derudover giver stormagasinet to timers gratis parkering i tidsrummet fra klokken 17 til 20 i november og december, hvis man køber for mindst 300 kroner. Og snart kan man også downloade en helt ny ClubSalling-app.

Alt sammen i erkendelse af at juleindkøb være en helhedsoplevelse.

Anja Kibsgaard lægger vægt på, at kataloget hele tiden skal udvikle sig og følge med tiden - mens det også skal værne om den tradition, det er; Julestemning, tilbud og inspiration til alle.

Blandt andet er temaet igen i år Wishes come true.

- Det er det, julen handler om. Forventningens glæde er stor, og julekataloget skal gerne inspirere - både i forhold til hvad man vil give andre, og hvad man selv ønsker sig, siger Anja Kibsgaard, der er meget bevidst om, at interessen for julekataloget forpligter.

- Vi er stolte afsendere, og vi håber, at folk både bliver glade og inspirerede af at læse julekataloget. Vi ved også, at mange bruger det som hyggelæsning, når de sætter sig i en god stol med en kop kakao eller kaffe.

Sallings julekatalog udkommer både på print og online.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...