Den store ombygning er slut, og købmand Klitgård er klar til at invitere kunderne indenfor

GODTHÅB: Købmand Mette Klitgaard i Godthåb går og glæder sig til torsdag 4. april, dagen hvor hun byder kunderne indenfor i sin næsten helt nye og stærkt udvidede butik.

Planlægningen af ombygningen begyndte for ét år siden. Da alle tilladelser var på plads kunne byggefirmaet Lund & Staun i september 2018 gå i gang med nedbrydning af den tilkøbte naboejendom og genopbygning af den nye butik.

Der er nu bygget et stort og rummeligt indgangsparti, alle facader har fået en ensartet beklædning og de ni parkeringspladser bag butikken får flisebelægning. Sidst og ikke mindst udvides butikken næsten til det dobbelte - fra 230 kvadratmeter til 400 kvadratmeter.

Alt er nyt

I det nye salgslokale udskiftes alt inventar: hyldereoler, 16 meter kølereoler på væg og frostmontre på gulv. Samtlige maskiner der driver køle- og frostmontre er nye og energi og miljøvenlige. Endnu en kassesluse indsættes for at afhjælpe kødannelse på de travle tidspunkter.

Vareudbuddet bliver i flere områder større, fortæller Mette. Frugt og grønt er den varegruppe, der får mest gavn af det øgede salgsareal. Her etableres flere udstillinger på gulvet, og kølekapaciteten bliver øget betragtelig. Specielt i dette område vil kunderne opleve et større udbud af økologiske varer. De mange flere meter kølereol skal bruges til at øge udbuddet af fersk kød, pålæg og ikke mindst convenience food (halv- og helfærdig mad). Det er et vareområde der er i kraftig vækst.

Fremgang

Den store udvidelse er en følge af, at det gennem de senere år er gået fremad med salget. Det er der flere årsager til, men de to væsentligste er nok, at Godthåbs befolkning vokser, og at byens borgere generelt føler sig velkomne hos ”Min Købmand” på Ridemandsmøllevej.

Mettes far, Poul Kristian Nielsen, købte købmandsbutikken i 1998 og drev den frem til 2006, godt hjulpet af sin datter. Herefter blev butikken lejet ud til andre købmænd frem til 2015, hvor Mette Klitgaard vendte tilbage og blev selvstændig købmand. I den mellemliggende tid stiftede Mette familien med mand og to drenge. Familien er bosat i Nøvling. I samme periode var Mette ansat ved købmænd i Aalborg.

Flere ansættelser

Den nu 45-årige købmand elsker sit job og sin butik.

- Det er bare lige mig, siger en smilende Mette.

Hun kan naturligvis ikke selv klare driften af den store butik, så til at hjælpe sig har hun ansat 23 medarbejdere, hvoraf mange er fra lokalområdet. Måske bliver der plads til endnu et par medarbejdere i den nye butik, som forventelig vil medvirke til at fastholde den konstante stigning i omsætningen.

For at få alt på plads til åbningen torsdag 4. april klokken 10 er butikken lukket fra søndag 31. marts til onsdag 3. april. Mette Klitgaard fortæller afslutningsvis, at der på åbningsdagen vil være flere overraskelser og smagsprøver. Åbningstiderne i den nyrenoverede butik vil være ganske som de plejer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...