Kirkeværgen ved Svenstrup Kirke efterlyser en forening, der vil være områdets kulturelle fyrtårn

SVENSTRUP: Endnu engang kan kirkeværge Else Skak Jensen byde velkommen til en ny kunstner i Svenstrup Sognegård. I indeværende udstillingsår er det lykkedes, at få mange lokale til at udstille med flere former for kunst, dog primært malerier.

- I Svenstrup savner vi en forening og/eller sammenslutning der kan være et af områdets kulturelle fyrtårn, siger Else Skak Jensen.

Hun glæder sig over, at Sognegården danner rammen om de vekslende udstillinger.

Figurer og farver

Eva Dalby-Jakobsen udstiller i marts måned flere af sine malerier hvorom hun siger, at de har en stram komposition, hvor geometriske figurer balanceres med organiske former på legende og overraskende vis. Et utraditionelt farvevalg er med til at give materierne et surrealistisk udtryk. Videre fortæller kunstneren, at hun til udstillingen har lavet 10 små Fadervor-værker. De er skabt ud fra en grundmodel, hvor ordene i Fadervor tegnes som hver sin figur. Værkerne er grafiske og kan betragtes udelukkende som sådan; men man kan også læse hele bønnen.

Eva Dalby-Jakobsen - der kommer fra Godthåb - er kendt og anerkendt i kunstnerkredse over hele landet, ja også herudover. Hun blev i 2013 optaget i kunstnergruppen LIV. I både 2017 og 2018 blev hun antaget på Kunstnernes Sommerudstilling. I 2018 optaget i Det Kunstneriske Råd, Aalborg Kunstpavillon. Ifølge hjemmesiden har hun siden 2014 deltaget på 38 udstillinger, hvoraf flere er statsanerkendte og censurerede. Senest har hun haft en separatudstilling på Galleri ØckenLund, Kronprinsesse Sofies Vej på Frederiksberg. Kalenderen for 2019 viser allerede en håndfuld ventende udstillinger.

Mød kunstneren

De mange spændende og smukke malerier er ophængt i Svenstrup Sognegårds lokaler i hele marts måned. Lørdag 23. marts kl. 14-16 kan interesserede møde Eva Dalby-Jakobsen og få en snak om hendes inspirerende kunst.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...