Nedtagning af håndboldtribune har givet plads til ekstra mange stande på årets kræmmer- og loppemarked i Gigantium

AALBORG ØST: 19. og 20. januar er der kræmmer- og loppemarked i Gigantium for syvende år i træk. Normalt plejer der at være omkring 200 stande på markedet, men i år er der hele 300. En nedtagning af håndboldtribunen har nemlig givet cirka 1500 ekstra kvadratmeter kræmmerplads.

Udvidelsen glæder indehaver Jakob Hansen fra virksomheden JH-Arrangementer, som står bag kræmmer- og loppemarkedet.

- Vi har altid haft mange kræmmere på venteliste, så vi er mere end glade for, at vi nu har mulighed for at tage mange af disse med, siger han.

Han forventer et rekordstort publikumsbesøg. Ikke kun på grund af udvidelsen men også fordi søgningen til de indendørs markeder generelt er stigende over hele landet. Jakob Hansen mener, at interessen blandt andet skyldes mange tv-udsendelser om genbrug og antikviteter.

Markedet i Gigantium er åbent begge dage fra klokken 10 til 16.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...