Forsamlingshuset i Godthåb og Godthåb Borgerforening byder til juletræsfest søndag 9. december

GODTHÅB: Når forsamlingshuset i Godthåb og Godthåb Borgerforening byder til juletræsfest søndag 9. december, så sker der virkelig noget i den julede landsby. Børn, bedsteforældre og forældre gør sig klar til en fornøjelig eftermiddag med underholdning, og så finder julemanden som altid vej til den festligt pyntede store sal i Forsamlingshuset.

Igen i år underholder Den skaldede pædagog, og hans tro følgesvend dragen Georg, med musik, leg og julesjov. Sidste år var børnene vilde med den festlige pædagog og hans sjove dukker.

Julemanden er naturligvis også på vej til Godthåb, ligesom der vil være slikposer, som Min Købmand fylder ekstra godt op for at støtte op om juletræsfesten.

Købmanden sælger også billetterne til juletræsfesten.

Børnene elsker naturligvis også, at der er plads og tid til fri leg i den store sal omkring det smukke juletræ, som børnene fra børnehaven Henry har pyntet, og juletræssælger Erling Buus fra Guldbæk har sponsoreret.

Forsamlingshuset sælger gløgg, æbleskiver og drikkevarer, så alt i alt er der lagt op til nogle meget hyggelige timer fra kl. 13.30 til kl. 16.30.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...