Mekaniker Kenneth Grønbæk tager over

SVENSTRUP: Mekaniker Kenneth Grønbæk har efter 10 års ansættelse hos Holmens Auto i Svenstrup aftalt et generationsskifte med den hidtidige ejer Ole Riisager. Aftaleperioden er foreløbig fra nytår 2019 og frem til 2027.

Holmens Auto har siden år 2000 haft adresse på Bøgevej i Svenstrup og har løbende både teknisk og uddannelsesmæssigt fulgt med udviklingen. Virksomheden beskæftiger ud over de to ejere, som er faglærte mekanikere, én mekaniker og én pladesmed.

Holmens Auto indgik for fem år siden i autokæden ”AutoPartner”, som er en landsdækkende sammenslutning af mere end 250 autoværksteder og som de to ejere ser store perspektiver i på områder som for eksempel markedsføring, kvalitetskontrol, indkøb og uddannelse.

På kontoret hænger et utal af medarbejdernes uddannelsesbeviser vedrørende alle former for efteruddannelse, og også kvalitetskontroller med fine resultater kan fremvises.

Kenneth og Ole fortæller, at værkstedet har moderne måleudstyr og værktøjer til at servicere alle bilmærker, det gælder også garantieftersyn så garantien stadig er gældende.

Så det går godt ved Holmens Auto i Svenstrup, men er de klar til fremtidens elbiler?

- Endnu er det begrænset hvad vi ser af elbiler på værkstedet, men vi agter i 2019 at sende medarbejdere på uddannelse så vi også på dette område kan være helt up-to-date, siger Kenneth Grønbæk og Ole Riisager samstemmende.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...