Mere plads i salon efter flytning

SVENSRTUP: Først i december flyttede Maibritt Gelbek Andreasen sin frisørsalon ”Kliptoteket” fra Godthåbsvej til Hobrovej 754. På det tidspunkt var alle detaljer ikke helt på plads og en travl jule- og nytårstid ventede: - derfor blev der først holdt reception / indvielse lørdag 26. januar.

Det var dagen da årets første sne faldt, men trods det strømmede familie, kunder, håndværkere og venner af huset til. Gæsterne kunne i ro og mag se sig om i de flotte lokaler, få en snak og nyde det righoldige traktement. – Og gavebordet voksede stille og roligt.

Maibritt og hendes fire medarbejdere er ovenud tilfredse med den nye frisørsalon, der først og fremmest byder på mere plads inden døre, men også udenfor er der god plads til kundernes biler.

Indretning og farvesætning er moderne og nytænkt. Begyndende med det lækre vente- og caféområde, butikken med tidens frisørprodukter, klippeøen med otte arbejdspladser, colorbaren, wellnessafdelingen med fire arbejdspladser til hårvask og hovedbundsmassage, børneafdelingen med spændende dekorationer, barbershoppen hvor herrerne kan blive trimmet; - for at nævne noget af alt Kliptoteket byder på.

Torsdag 31. januar kommer endnu en aktivitet til. Kliptoteket åbner en afdeling for krops- og wellnessmassage med massør Rasmus Juul ved briksen. I begyndelsen vil kunderne kunne bestille tid til behandling hver anden torsdag og hver lørdag.

Efter en travl december og en god start på 2019 ser Maibritt Gelbek Andreasen positivt på fremtiden for sin nye salon på Hobrovej 754 i Svenstrup.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...