Byens Liv: 14 personer inddraget i arbejdet med årets dilettantforestilling

Efter mange ugers - faktisk måneders - forberedelse gik tæppet for årets dilettantforestilling i Godthåb Forsamlingshus lørdag 2. marts. Første opførelse af ”Marskandiserbutikken” var kl. 13, hvortil var kommet 100 tilskuere, som efter forestillingen fik serveret kaffe og lækre kager med masser af flødeskum. Igen kl. 18 gik tæppe op, denne gang for 150 tilskuere, denne gang var der også servering efter forestillingen: - lækker buffet, bar med sjove drinks, dans og masser af hyggeligt samvær.

Fornøjeligt lystspil

”Marskandiserbutikken” er et særdeles morsomt lystspil med flere forviklinger og overraskende indslag. På scenen sås ni særdeles velforberedte skuespillere, der gang på gang fik latteren frem blandt publikum.

- Netop det med, hvornår publikumslatteren kommer, er meget spændende. På øveaftenerne taler vi om publikums reaktioner. Denne gang er der rigtig god overensstemmelse mellem forventninger og fakta, fortæller instruktør Vera Simonsen.

14 personer er involveret i opførelsen af årets dilettantforestilling: ni skuespillere, instruktør, fortæller, sufflør, sminkør og scenograf. Hertil skal lægges et antal frivillige hjælpere som lægger et stort arbejde i at rammer, servering og oprydning, - plus at alt det andet virker.

Flere lokale sponsorer bidrager på forskellig vis til at alt lykkedes.

Efterfølgende erfares, at Marskandiserbutikkens unge rimsmed Thomas Kærgård alias Kasper Eriksen blev hædret som året dilettant. Ugeavisen uddeler en håndfuld velfortjente stjerner til alle spillere og medhjælpere.

To ildsjæle

På Facebook kan vi læse om personerne bag Godthåb Dilettant Støtteforening:

”Vi to herre – Mikael Gungadin Dahl og Kim Buus - (var faktisk 3, men en er desværre gået bort) blev i foråret 2015 enig om, at der skulle til at ske noget mere omkring byens dilettant, som uden at klandre nogen, nok var på vej til at lukke ned. Vi blev hurtigt enige med den daværende borgerforening om, at vi gerne ville overtage hele dilettantarbejdsopgaven fra dags dato. Vi tog kontakt til dem, der var tilbage fra dilettantholdet 2015 og fik lagt en ny plan, for hvordan vi skulle gøre dilettant i Godthåb populær igen, efter nogle meget sløve år. Vi fik fat i nogle nye ansigter til holdet og begyndte at arbejde i det skjulte, finde lidt sponsorer, noget indbydende mad blev sat sammen, god musiker til at spille dansegulvet op og alt sammen til fornuftige penge. Fik god hjælp af venner og bekendte med diverse opgaver og Wupti, efter hårdt arbejde gennem nogen tid, har vi igen en dilettant, som spiller for et fyldt forsamlingshus. Vi er stolte af at kunne præsentere en dilettant, i en lille by som Godthåb, ved at rigtig mange andre byer, har måttet lukke deres dilettant på grund af manglende interesse. Vi har et super godt set up, som vi er stolte af at kunne være med til at give videre til vores skønne by”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...