Møllekvadrillen fra Godthåb underviste 177 elever i folkedans

SVENSTRUP: På Svenstrup Skole er temaet i uge 41 "Bevægelse i undervisningen", hvilket vi ved et besøg i Svenstrup Skolehal fik et levende bevis for. 177 elever fra klasserne 0. til 3. begyndte mandag morgen med folkedans.

Det var nogle særdeles kompetente instruktører, som børnenes pædagoger havde inviteret. Møllekvadrillen fra Godthåb stillede med instruktør, otte dansere og tre spillemænd. Møllekvadrillens formand Lars Børste fortæller, at det var med en vis spænding og forventning, der blev sagt ja til den store og usædvanlige opgave.

Gode instruktører

Under myndig ledelse af instruktør Trine Andersen blev der danset flere begynderdanse såsom "Hjerte piloter", "Kristians cykel" og "Sekstur 2 fra Læsø". De garvede folkedansere viste dansetrin- og formationer for efterfølgende at hjælpe pædagoger og børn med gennemførelsen af blandt andet kædedans og kvadrille.

For at fastholde koncentrationen lød Trine Andersens opfordring "Se godt efter med lukket mund" og det gik forbavsende godt - der blev virkelig danset folkedans til den inspirerende musik.

Møllekvadrillen har danselokaler i Ridemandsmølle, og her mødes danserne hver torsdag aften. Den nye sæson er netop begyndt, og Lars Børste beretter om tilgang nye dansere.

Emneugen fortsætter

Efter halvanden times koncentration og dans holdt eleverne en velfortjent pause. På skemaet for mandag og tirsdag har pædagogerne blandt andet sat brandslukning, hjertemassage, fri leg og forskellige vikingespil. Onsdag og torsdag tager lærerne over med nye aktiviteter - vi hørte om billedkunst, dansk, engelsk, matematik og spiludvikling , og alt sammen med indbygget bevægelse.

Svenstrup Skoles større elever har også "Bevægelse i undervisningen" på skemaet, dog er de ældste elever i erhvervspraktik. Bevægelsesugen slutter fredag med motionsløb for alle. Og så er der efterårsferie.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...