130 børn og voksne deltog i årets store fastelavnsfest i Godthåb

GODTHÅB: Det blev en søndag eftermiddag med den helt store udklædningsfest i Godthåb.

Ikke færre end 130 udklædte børn og også mange udklædte voksne, både mænd og kvinder, havde søndag eftermiddag en fest først i kirken og senere i Ridemandsmølle.

Arrangørerne bag fastelavnsfesten er Godthåb kirke, FDF i Godthåb og Godthåb Borgerforening, og alle tre foreninger melder, at de er superglade for den store opbakning og lyst til at klæde sig ud. Og det gælder helt usædvanligt for alle børn, og man kunne nyde både prinsesser, ninja’ere, riddere, farlige dyr, robotter, Rødhætte, bier, vejmænd og alt hvad fantasien ellers rakte til.

Omkring 110 overværede først den korte og børnevenlige fastelavnsgudstjeneste i kirken og gik derefter den korte tur til den store sal i Ridemandsmølle, hvor fastelavnsboller, kaffe og juice ventede inden tøndeslagningen og den dejlige slik indeni tønderne samt den store kroning af kattedronninger og kattekonger. Titler, der med stolthed kan bæres et år frem.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...