Medlemmer af Hema Aalborg træner ud fra gamle fægtemanualer

svenstrup: HEMA Aalborg er en sportsforening, hvor medlemmerne udøver historisk fægtning. Der trænes ud fra gamle fægtemanualer såsom Liechtenauer og Meyer. Foreningen er stiftet 10. juli 2015 og er medlem af DFF (Dansk Fægte Forbund).

Vi besøger HEMA (Historical Europaen Martial Art) Aalborg på Gammel Hasseris Skole, hvor der er træningsaften hver mandag og torsdag klokken 19-21 hele året undtaget helligdage. Denne aften var mødt fem af klubbens ti medlemmer til træningen, der ledes af 22-årige Christian Pedersen. De fems borgerlige erhverv er henholdsvis slagter, ingeniør, geolog, sociolog og elektriker.

Det er den 52-årige Svenstrupborger Benny Damgaard, som vi mødte en aften i Svenstrup Husflidsforening, der har gjort Ugeavisen opmærksom på denne lidt særprægede og sjældne sport. Benny Damgaard er elektriker i Støvring og bor i Kirkedalen med sin familie.

Vild med middelalderen

Middelalderen, der strækker sig over årene 1066 til 1536, har familiens store interesse. Hustruen Linda Guldbæk er formand for foreningen ”Voergaard Levende Historie”. I samme forening er Benny pladsmand, når middelalderdagene afholdes hvert år uge 29 i juli. To store opgaver, der uden tvivl er spændende og meget tidskrævende.

- Men det stopper ikke her, fortæller Benny.

- Vi deltager også gerne i andre middelalderarrangementer i ind og udland.

I træningslokalet på Gl. Hasseris Skole øves mange forskellige positioner med to enkle formål: at ramme modstanderen og undgå selv at blive ramt. Middelalderfægtning er en duel sport, og sværdene, der trænes med, er 140 centimeter lange og vejer 1300-1400 gram. De er naturligvis ikke skarpslebne. En kamp med sværd kaldes ”Guddommelig ret” - den overlevende får retten!

Der kæmpes i hele landet

Resultaterne af den megen træning afprøves ved turneringer rundt om i landet. Der findes lignende fægteklubber i Aarhus, Esbjerg og København.

- Der afvikles også turneringer i blandt andet Holland, Sverige, England og USA, men her har vi endnu ikke deltaget, fortæller Benny Damgaard.

For at deltage i turneringer kræves et ret omfattende sikkerhedsudstyr. Vi overtalte Benny til at iføre sig brystplade, bukser, jakke, handsker, hjelm, diverse beskyttelsesskinner, skridtbeskytter og halskrave, men så så han også både farlig og rimelig sikret ud.

Måske kunne du selv tænke dig at prøve kræfter med den middelalderlige fægtesport eller middelalderen i øvrigt, så kig ind på HEMA Aalborgs Facebook www.hemadff.dk eller ring til Benny Damgaard på telefon 60 69 61 13.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...