Seniorerne har i det forgangne år vasket vejskilte, samlet affald, opsat bænkehuse og meget mere

SULDRUP: Gruppen af frivillige bag Senior Service i Suldrup var i 2018 været særdeles aktive med flere forskellige projekter. Vejskiltene blev vasket af, så borgerne igen kunne se bogstaverne.

Byens hjørne blev renholdt, og der blev jævnlig samlet papir og plastik med mere op rundt omkring i byen. Flagalléen kom der også styr på, så flagene nu står snorlige hele vejen gennem byen.

Senior Service var også aktiv, da skulpturen Fjordhønen skulle sættes op ved ældrecentret Himmerlandshave. I samarbejde med Elmerhøj Byg og Montage blev fundamentet sat og monteret. Der var efterfølgende stor indvielse af skulpturen i september.

Senior Service har i samarbejde med Elmerhøj Byg og Montage i gennem de seneste to år laver en sansehave i gårdhaven på Himmerlandshave.

Der er laver fiskedam med guldfisk, lagt flisebelægning og plantet blomster og buske, og senest i år er der lavet et springvand. Alt sammen til glæde for beboerne og gæster, der kommer på Himmerlandshave.

Stien omkring Suldrup Sø er blevet repareret med stenmel på den sydlige side, og det er planen, at den resterende del skal have samme tur, når der er økonomiske midler til det.

Der blev også sat bænkehuse op ved søen samt lavet bænke af paller opsat flere steder omkring søen og rundt i Suldrup by.

Nærupstien med flere bliver jævnligt vedligeholdt med græsslåning, og bevoksning bliver rettet til. Der er planer om renovering af stien i Hjedsbæk med flis eller stenmel til foråret, og nye stier omkring Suldrup er på tegnebrættet.

Senest er der sat 2000 påskeliljer i jorden ved alle byskilte og byporte i Suldrup, og det bliver et flot syn til foråret, når de blomstrer.

I øjeblikket er der 26 medlemmer hos Senior Service i Suldrup, og flere interesserede må gerne kommer til.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...