Spil Dansk aften med Vokalisterne

SKALBORG: Spil Dansk Ugen - Danmarks største musikbegivenhed - som fejres fra 29. oktober til 4. november, sørger for fest, fællessang og fremtidssikring af musikken. Spil Dansk når ud i hver en krog af landet med flere end 1.000 arrangementer.

Et af dem foregik onsdag aften i Skalborg Kirke, hvor sangkoret Vokalisterne afviklede en hyggelig og velbesøgt Spil Dansk koncert.

De erfarne korsangere i Vokalisterne, der har øvet i Skalborg Kirkes sognesal siden 1997, øste velvilligt af deres store repertoire, og tilhørerne kunne glæde sig over at høre både salmer, sange, viser og rytmiske arrangementer.

Man lagde ud med en fællessang, "Det lysner over agres felt", inden koret tog sig af "Nu falmer skoven" og "Årstiderne" med tekst og musik af Benny Andersen.

En god times tid i selskab Vokalisterne, der på tredje sæson dirigeres af Inge Brink Nielsen og med korets stifter, Eva-Marie Kjæhr som akkompagnatør på klaver og orgel, blev det til, inden der blev budt på kaffe og småkager.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...