Byvandring bød på besøg hos blandt andet vinfirma, vingård og friskole

GULDBÆK: Hvor landevejen fra Aalborg til Viborg i gamle dage krydsede et vandløb ligger landsbyen Guldbæk. Der var en bro over Guldbækken, og der lå en Kgl. Privilegeret Landevejskro. Landsbyen ligger der stadig, og meget er sket siden nogle rigmænd fra Aalborg i 1960’erne købte en gård og udstykkede jorden. Erling Buus har været med i hele Guldbæks udvikling fra 1960’erne og frem til i dag.

"Kom derfor til Guldbæk søndag den 30. september og vær med, når Erling tager os med rundt i byen og besøger udvalgte, spændende steder.", lød indbydelsen fra Rebild Turistforening, og vi valgte at gå med på turen og fortæller her et udvalg af de mange informationer.

Levende landsby

De omkring 50 deltagere mødtes på Engholms gårdsplads, og efter registreringen bød foreningens kasserer Jens-Peder Vium velkommen til endnu en gåtur i en række kaldet "Levende landsby". Gårdejer Erling Buus fik ordet og fortalte om hans families relation til gården. Erling og hans hustru Edith overtog i 1972 ejendommen, der dengang blev drevet traditionelt med kvæg og svin. Siden 2005 har besætningen bestået af kødkvæg.

Det skulle vise sig, at Erling var særdeles godt orienteret om, hvad der skete i Guldbæk. Således fortalte han, at kun tre borgere endnu boede i deres barndomshjem, og at udviklingen var sikret idet otte kvinder pt. er gravide.

Fra fiskedam til vinimport

Den lange "slange" af deltagere fulgte efter Erling Buus på hans trehjulede elcykel på vej mod turens første mål - vinfirmaet "Vitis Vinifera" beliggende på Gl. Viborgvej 5. Her fortalte Viggo Jørgensen levende om stedet, hvor hans far havde drevet vognmandsforretning, siden fiskeopdræt i 47 damme frem til slutningen 70’erne og senest ejendomshandel. Siden købte Elise og Viggo Jørgensen hans barndomshjem, hvor de har skabt noget, der kan betegnes som en naturperle.

Ved lidt af en tilfældighed blev der skabt kontakt til Italienske vinbønder i Chantiområdet, og dette resulterede i import af kvalitetsvine fra 1998. Der blev serveret smagsprøver med nybagt focaccia brød. Afslutningsvis en kort rundgang i vinbutikken.

Fugle måtte ikke forstyrres

Videre gik turen til Jess Birnbaums fugleeldorado på Guldbækvej med speciale i papegøjer. Desværre var der ikke adgang til området - grundet at papegøjerne ikke måtte forstyrres. Det blev kun til et kig ind til de mange volierer gennem den store jernlåge. På adressen ligger den tidligere så berømte Restaurant "Perlen" der åbnede 1977.

Vinens mysterier

Næste mål var "Guldbæk Vingård" på Ærtebjergvej, hvor selskabet blev modtaget af Lone og Jan Thrysøe. Med et kig udover de falmende vinmarker blev det fortalt, at der er beplantet fem hektar med 15.000 vinstokke af 12 forskellige sorter. Årets høst blev anslået til omkring 12 tons druemost, hvilket er rekord.

Jan Thrysøe tog halvdelen af selskabet med i vineriet, hvor tusindvis af liter vin gærede på store ståltanke og fine træfade. De interesserede gæster fik fortalt om den indviklede og spændende proces om druernes vej fra marken til vinen tappes på flasker. Det blev også fortalt, at frugtvin af og med æbler udgør en stor del af vingårdens produktion.

Ude i marken var det Lone Thrysøe der fortalte om årets gang i marken, et stort arbejde som nok overraskede de fleste. Mona fortalte også om de mange muligheder vinrankerne giver for sideproduktion, for eksempel vinblade til dolmer, umodne druer til gele, overmodne druer til sød vin, friske skud til syltning og meget andet.

Tiden var skredet, så dagens næste besøg på Hovhedegård Hestecenter på Sorthøjvej blev aflyst.

Byvandringen på omkring fem kilometer sluttede på den for byen uundværlige Guldbæk Friskole med eftermiddagskaffe og kage. Afslutningsvis fortalte Eigil Houmøller om den gamle kro fra 1741 ved vadestedet i Guldbæk, og også andre deltagere fortalte om Guldbæks seværdigheder.

En god eftermiddag var slut, og Jens-Peder Vium takkede for fremmødet og gjorde opmærksom på Rebild Turistforenings næste arrangement 24. oktober. Det handler om kunst, Kildetårnet og Rebildcentret ved Thingbæk kalkminer: Man kan læse mere om arrangementet på turistforeningens hjemmeside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...