14 lokale skoleklasser har tegnet fredsplakater som led i Lions landsdækkende plakatkonkurrence

SVENSTRUP: Lions Svenstrup holdt lørdag 27. oktober fernisering i Svenstrup Sognegård som afslutning på 1. etape af klubbens store kunstprojekt med frembringelse af fredstegninger fra 282 elever fordelt på Ferslev Skole, Svenstrup Skole, Højvangskolen, Lyngbjerggårdskolen og Guldbæk Friskole. I alt 14 klasser har deltaget.

Plakatkonkurrencen for fred er et internationalt Lions-projekt, som skal opmuntre børn mellem 11 og 13 år til kreativt at udtrykke, hvad fred betyder for dem. Temaet for konkurrencen er " Venlighed gør en forskel". Konkurrencen giver de unge mulighed for at dele egne tanker om fred med andre, så alle får en større international forståelse og tolerance.

Lions Svenstrup har investeret 25.000 kroner i projektet med det klare sigte, at børnene får en større forståelse for, hvor meget venlige udtryk og handlinger hos det enkelte individ kan skabe en større harmoni mennesker imellem og dermed øge muligheden for fred i verden.

Den store samling af børnekunst blev bedømt af et professionelt kunstnerteam bestående af billedkunstnerne Bruno Kjær fra Svenstrup og billedkunstner Jesper Olsen, som leder Det Billedkunstneriske Grundkursus på Nordkraft i Aalborg. Dommerteamet var suppleret med de lokale kunstnere Connie Laustsen og Henny Præstegaard. Dommerpanelet var meget imponeret over resultatet af børnenes arbejde, og udtrykte blandt andet "der er virkeligt lagt dybe tanker i arbejdet", "billederne stråler med masser af symbolik" og "det kunstneriske indtryk er virkelig flot".

Panelet gav også udtryk for, at man tydeligt kunne se på plakaterne, at lærerne rundt omkring på skolerne havde været meget engagerede i arbejdet og givet inspiration og støtte til eleverne.

Dommerpanelet udpegede de 14 vinderplakater - en fra hver deltagende klasse - og de vindende elever blev hver belønnet med et hædersdiplom samt 1.000 kroner til klassekassen. Alle deltagende elever har fået overrakt et "påskønnelsesdiplom".

De 14 vinderplakater bliver nu sendt videre til bedømmelse i det nordjyske Lions-distrikt, og vinderen herfra går videre til bedømmelse i Lions Danmark. Den samlede danske vinder går til slut til bedømmelse i Lions International i USA, hvor vinderpræmien er 5.000 dollars samt deltagelse i Lions-dagen i FN. Lions er den eneste hjælpeorganisation i verden, som har fast repræsentation i FN.

Præmieoverrækkelsen blev på dagen forestået af Mads Duedahl, rådmand for kultur og sundhed, i samarbejde med projektleder John Lænner fra Lions Svenstrup.

268 inviterede gæster, heriblandt elever, lærere, søskende, forældre og bedsteforældre, mødte frem til ferniseringen, og der var en livlig dialog forældre og børn imellem omkring tegningerne, der var lagt frem i lokalet. Specielt så man tydeligt den stolthed, som den enkelte elev havde ved at vise sit eget mesterværk frem og fortælle om historien, arbejdet og symbolikken bag plakaten.

Lions Svenstrup havde opstillet en ægte pølsevogn udenfor Sognegården, hvor der blev serveret gratis pølse med brød og sodavand til alle.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...