Kokken Henrik Mouritzen har sammensat den tre-retters gourmetmenu, som eleverne i 8. klasse - under kyndig vejledning - skal tilberede

GODTHAAB: Den røde løber bliver rullet ud og de levende lys tændes, når 8. klasse på Lyngbjerggårdskolen i Godthaab 6. februar inviterer til gourmetaften i skolens aula. De inviterede gæster er elevernes egne familier, der kan glæde sig til at trække i festtøjet og blive vartet op efter alle kunstens regler.

Forud er gået to spændende, hårde og anderledes skoledage, hvor eleverne selv skal gøre alt klar til den store aften.

Til at vejlede eleverne har skolen allieret sig med kokken Henrik Mouritzen fra Mouritzens Mad. Han har sammensat den tre-retters gourmetmenu, som eleverne selv - under kyndig vejledning - skal tilberede helt fra bunden, for så til sidst både at præsentere og servere retterne for deres restaurantgæster.

Ud over selve madlavningen, skal 8. klasse også bruge de to temadage i selskab med en lokal uddannet tjener, der vil lære eleverne meget mere om emner som for eksempel etikette, servering, præsentation, kendskab til vine og borddækning.

Eleverne håber på, at de mange timers hårdt arbejde med gourmetarrangementet i sidste ende resulterer i et solidt overskud til klassekassen. I så fald skal pengene bruges til en oplevelsestur for hele klassen. Heldigvis har en række lokale leverandører gjort deres til at støtte op om gourmetprojektet. Både Johnnys Fiskehus, St. Restrup Champignon og Aalborg Planteskole bidrager med råvarer, og den lokale Min Købmand i Godthaab leverer drikkevarerne, alt sammen til yderst favorable priser.

De kompetente tjenere og kokke fra 8. klasse håber at give gæsterne en uforglemmelig oplevelse, når de åbner dørene til restauranten onsdag 6. februar kl. 18.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...