Børnebogsforfattere suppleres af kunst ved arrangementer hen over året

AALBORG: Når Gud har smørhår samt guldtand og kommer ræsende ind på siden i en sportsvogn som i ”Det satans ukrudt”, så ved man, Kim Fupz Aakeson og illustrator Cato Thau-Jensen står bag børnebogen.

I løbet af 2019 vil de to herrer lægge vejen forbi Kunsten til to ud af tre foredrag om kunst og børnelitteratur. Det tredje foredrag er med Thomas Brunstrøm, der i 2018 var nomineret til en Orla-pris for en af bøgerne i Sallys far-serien, ”Sallys far bander (- ad helvede til)”

- Der er herligt meget turbo på fantasien og humoren i børnebøger. Desuden er det er en genre, hvor der er højt til loftet, og det er tilladt både at bande, lave groteske menneskeskildringer og samtidig udfordre dybt tragiske emner som død og vold i hjemmet - ligesom i billedkunsten. Med foredragsrækken vil vi gerne sætte fokus på de snitflader, der er mellem kunst og børnelitteratur, siger Gitte Ørskou, museumsdirektør på Kunsten Museum of Modern Art.

Under de tre besøg bliver tilhørerne inviteret ind i de tre børneheltes kærlige favntag med barndommen - og kunsten i at kravle helt ind i deres på én gang sjove, tragiske og løjerlige verden.

Med børns briller

Kim Fupz Aakeson gæster Kunsten 20. marts, hvor emnet vil være barne- og voksensynet i hans forfatterskab. Samtalen tager blandt andet udgangspunkt i Vitello-serien om drengen, der har en klam kæreste, en sjuft til en far og en mor, der for det meste laver pasta med ost til aftensmad.

Den efterfølgende samtale 8. maj på Kunsten er med Cato Thau-Jensen, der selv har skrevet bøger, men er mest kendt for sit faste partnerskab som tegner på Kim Fupz Aakesons bøger. Emnet denne aften er hans univers af groteske skildringer og forskellen på kunst og ”voksensmukt” på den ene side – og børnenes æstetik på den anden.

4. september er humor i børnelitteratur omdrejningspunktet – hvilket Thomas Brunstrøm er en stærk ambassadør for. Han er samtidig kendt for at bande en hel del – og det falder tilsyneladende i god jord hos læserne: Forfatteren var i 2018 nomineret til børnenes bogpris, Orla-prisen.

Samtalerne om kunst og børnelitteratur bliver mellem forfatterne og redaktør og master i børns litteratur og medier, Kenneth Jakobsen Bøye.

Efterfølgende dykker kunsthistoriker Nanna Lund ned i Kunstens Samling og finder eksempler på de pågældende temaer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...