Vild weekend i vente: Vi giver dig et overblik

0
Arkivfoto: Claus Søndberg
Sommerferien er forbi for langt de fleste af os.

Men lider du af en alvorlig post-sommerblues, så fortvivl ej. For den kommende weekend kommer til at kunne tilfredsstille selv den vildeste omgang forlystelsessyge.

Sjældent har så mange events nemlig været klumpet sammen i én weekend som i den, der kommer.

Særligt lørdag er tætpakket med begivenheder for en hver smag og alder.

Mange af arrangementerne er samlet under paraplyen Aalborg Festivals, men derud over er der også eksempelvis endagsfestivalen Vi Elsker 90’erne i Mølleparken.

Vi har valgt nogle af de mest markante begivenheder ud til dig:

Aalborg satser stort med den kæmpestore oplevelses- og gamingfestival Starcade.

Fra 17.-19. august bliver 22.000 kvadratmeter i Aalborg Kongres & Kultur Center omdannet til et kæmpe gaming-universesm der samler e-sport gamere på verdensniveau, esport som breddeidræt, amatørgamere og ikke mindst en spilfestival, der viser de nyeste produkter og teknologier i spilbranchen.

Mange af arrangementerne er gratis for publikum. Du kan se mere på akkc.dk

Gung-Ho kalder sig et oppusteligt forhindringsløb og fun run for hele familien.

Her går man hverken op i tid eller kondition, det handler derimod om at have en fest og udfordre sig selv og vennerne på den sjoveste måde.

Løbet foregår lørdag 18. august på væddeløbsbanen, hvor der er stillet en række kæmpe oppustelige forhindring op. Selve løbet skydes i gang kl. 10 hvorefter 250 personer sendes af sted med et kvarters mellemrum.

På festpladsen er der aktiviteter og foodtrucks.

Det kræver billet at deltage i løbet. Se mere på begung-ho.dk

For tredje år i træk kommer den store fest-karavane fyldt med 90’er nostalgi til byen.

Det sker lørdag, 18. august i Mølleparken, hvor 25 danske og internationale hitmagere fra årtiet giver den gas.

Et af hovednavnene er Cartoons, der er blevet gendannet til ære for karavanen, som allerede har været rundt i Norden og nu er i gang med den danske turne.

Blandt navnene er der også en surprise, som arrangørerne ikke vil røbe – der er dog tale om en artist med et kæmpe internationalt hit.

Der er plads til ca. 10.000 ved eventen og arrangørerne regner med udsolgt.

Se mere på vielsker.dk

I den helt anden musikalske grøft finder vi jazz og bluesfestivalen Den Blå Festival.

Festivalen, som strækker sig fra 15. til 19. august, er en gammel kending, som nu også er en del af Aalborg Festivals.

Festivalens store scener er på Gammeltorv ved rådhuset og på Toldbod Plads, og det er ganske gratis at deltage i hovedparten af koncerterne – til gengæld håber arrangørerne, at du vil købe dine drikkevarer på stedet.

Blandt hovednavnene er Princes danske bassist Ida Nielsen og hendes band, der spiller lørdag aften på Bluesscenen på Toldbod Plads.

Se programmet for Den Blå Festival her:

Et andet velafprøvet koncept er Runway Night Run, som Aalborg Lufthavn og Flyvestation Aalborg står bag.

Her kan du komme ud at løbe på de områder, der normalt er forbeholdt flytrafikken – nemlig start- og landingsbanerne.

Der er to distancer at vælge mellem – 5 og 10 km – og starten går kl. 02. natten mellem 17. og 18. august. Banerne er lukket for flytrafik, mens løbet står på, men det betyder, at alle skal være i mål inden for to timer.

Se mere på runwayrun.dk

Ny i Aalborg er en hyldest til fiskeriet i form af Fiskeriet kommer til Aalborg.

Her omdanner medlemmer af Hanstholm Fiskeriforening lørdag 18. august Utzon Parken til fisketorv for én dag. Dels kommer fiskerne med en del af deres flåde, så vi kan opleve fartøjerne, dels er der salg af fisk dagen igennem. Endelig giver Tørfisk to minikoncerter i løbet af dagen.

Se programmet for Fiskeriet kommer til Aalborg på fiskerforum.dk

Vi bliver ved vandet med et andet nyt tiltag nemlig vandfestivalen Waater lørdag 18. og søndag 19. august.

Festivalen er udviklet i samarbejde med Aalborg Festivals og byder på omkring 10 forskellige vandaktiviteter på de to dage. Der er planlagt alt fra vandkamp og udspring til show i Aalborg Cable Park.

Festivalen foregår i Østre Havn og arrangørerne forventer op til 10.000 tilskuere.

Du kan se programmet på waater.dk

For fjerde gang kommer det australsk/engelske show La Soiree til byen med verdenspremieren på deres nye show.

Showet bliver vist i spejlteltet Paradiso, der er sat op på Teglgårds Plads ved Nordkraft. Da La Soiree besøgte Aalborg sidste år præsenterede de en aften med en unik cocktail af cabaret, moderne variete, komik, burlesque og moderne cirkus for voksne.

Det er Skråen, der står for forestillingen, der vises fra i morgen, 16. august, til og med 1. september. Du kan se mere om La Soiree her:

Kræftens Bekæmpelse står endnu gang bag 24 timer med motion, fællesskab og indsamling i Kildeparken.

Stafet for Livet er et projekt, hvor man flere steder i landet samler penge ind til forskning, laver aktiviteter for kræftramte og giver mulighed for at brænde lidt af feriekalorierne af. Har du ikke mod på at løbe i 24 timer, så fortvivl ej – man kan oprette et hold og blot lade en af deltagerne være op banen ad gangen. Det er desuden også tilladt at gå.

Stafet for Livet begynder kl. 12, lørdag 18. august, og varer natten igennem, det er dog tilladt at medbringe et telt, så man eventuelt kan skiftes til at tage en lille lur. Når mørket falder på, dæmpes musikken og belysningen og der er planlagt en lysceremoni, hvor man kan tænde lys og mindes personer, man har mistet til kræft.

Se mere om arrangementet på stafetforlivet.dk

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close