Mathias skal med til EM

0
Mathias Bak i rød tricot vinder her 8-0 over Loïc Samen fra Frankrig ved Aarhus Open. Privatfoto
Thor Vejgaard-bryderen Mathias Bak er blevet udtaget af Danmarks Brydeforbund til at repræsentere Danmark ved europamesterskaberne i brydning, der i år foregår i Kaspiisk i Rusland i dagene 30. april til 6. maj.

Selvom Thor igennem en længere årrække har haft en stærk ungdomsafdeling, er det Thors første EM-udtagelse på seniorniveau siden Svend Aage Thomsens fjerdeplads i 1947 i Prag. Udtagelsen sker på baggrund af gode resultater i den seneste tid. Især ved United World Wrestling-stævnet Aarhus Open imponerede han ved at vinde sin vægtklasse i suveræn stil.

– Oven på Århus Open og forrige weekends Thor Masters blev det til en udtagelse til det, der bliver mit første senior europamesterskab! Thor Masters gik ikke helt som håbet med to tabte kampe og en sejr, men alligevel synes jeg ikke, mit niveau var så langt fra nogle af Europas bedste seniorbrydere. EM bliver spændende, og jeg glæder mig meget til at prøve kræfter med den absolutte verdenselite, og vise hvad jeg kan, fortæller Mathias Bak.

Mathias er med sine 21 år i gang med sit andet år som senior, og han er 3 gange nordisk mester samt en del af den danske landsholdssatsning frem mod OL i 2020.

Ved de danske mesterskaber, der afholdes 21. april i Herning, er han klar favorit til at vinde sit tredje seniormesterskab i træk, og kan, hvis formen holder, se frem til udtagelser til nordiske mesterskaber i maj måned samt U/23 EM i juni måned.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close