Elbjørn trænger til at få rørt sine muskler

0
Den gamle isbryder Elbjørn savner selskab og en ny ejer, der igen kan få restaurationsskibet til at syde af hektisk aktivitet. Foto: Martin Damgård
Hvis du lige står med 6,5 millioner kroner i hånden og har et brændende ønske om at blive kaptajn på dit eget gode skib – ja, så er det altså bare nu, at du skal slå til.

For det gode restaurationsskib Elbjørn ligger såmænd helt alene og keder sig ved kajen i Aalborg Havn og venter på en glad køber med hjerte og åben pengepung på rette sted.

Den forhenværende isbryder har i snart sagt mange herrens år fungeret som restaurationsskib efter en lige så lang og glorværdig karriere som effektiv og voldsom isbryder i primært de danske farvande.

Og nu trænger Elbjørn til at få rørt sine muskler igen efter at have ligget i dvale og sovet Tornerose-søvn som aktiv og daglig restauration i en rum tid.

Det er erhvervsmægler Michael Bunzel fra firmaet “Bunzel Erhverv”, der har afdelinger i både Holstebro og Horsens, der har fået til opgave at sælge Elbjørn.

– Der er interesse for skibet fra flere sider, og der foregår pt. en række sonderinger, siger Michael Bunzel til aalborg:nu.

Han har selv haft bjørnen til salg siden foråret 2017, og han overtog opgaven efter en anden mægler, der havde sat et prisskilt på skibet, der lå et par millioner kroner højere end i dag.

Michael Bunzel:

– Jeg er ukuelig optimist, og jeg er slet ikke i tvivl om, at den rette køber nok skal dukke op på ét eller andet tidspunkt.

Erhvervsmægleren pointerer samtidig, at det strengt taget kun er ens egen fantasi, der i givet fald kan være med til at sætte en begrænsning på skibets fremtidige anvendelsesmuligheder.

– Det drejer sig derimod om at se muligheder og ikke begrænsninger, understreger han.

Michael Bunzel peger bl.a. på, at Elbjørn måske også kunne bruges som f.eks. et hotelskib, et kontor- og konferencecenter eller noget helt tredje.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close