Egholm er lige til at spise

0
App’en er et godt værktøj, når man vil sanke vild mad i naturen.
Den nemme løsning er at købe al sin mad i supermarkedet. Det er straks noget sværere, men også mere spændende, hvis man vil supplere købemaden med vild mad fra naturen.

Nu er der imidlertid kommet en ny app, der ganske enkelt hedder “Vild Mad”, som gør jagten på naturens vilde urter nemmere.

Et af bedste steder at samle vild mad omkring Aalborg er på kommunens strandeng på Egholm, der ligger behageligt tæt på færgen.

Her er der ikke megen menneskelig færdsel, og nok så vigtigt – meget få, der lufter hunde. Derfor er man mere sikker på, at man får rene råvarer med hjem i kurven, end når man samler på en bynær strand forklarer naturvejleder Esben Buch, der er tilknyttet Vild Mad-projektet som “Vild Mad-formidler”.

Allerede efter et par minutters gang fra færgen, får Esben Buch øje på dagens første kulinariske fund.

– Prøv at se her. Her er der strandarve, den har en sprød agurkeagtig smag. Den kan bruges til en vild tzatziki, fortæller Esben Buch, inden han går videre til de næste delikatesser.

– Her er der strandmælder. De smager nærmest som en lidt salt rucula-salat, fortsætter han.

En god salat kræver flere ingredienser. Det er der heldigvis råd for. Man skal blot fortsætte med at sanke, så der kommer flere og flere vilde urter i kurven.

Lidt længere fremme finder Esben Buch vandmynte. En flot plante, der som navnet fortæller, hører til myntefamilien. Den både dufter og smager kraftigt af mynte. Nu begynder den at blomstre og vil derfor være let at kende.

Strand-trehagen er anderledes beskeden af udseende, men rig på smag. Det er naturens egne koriander.

Lægekoklearen, der har en meget stærk krydret smag, er her også. Den er meget rig på c-vitaminer og kaldes derfor også skørbugsurt, da søfolk på langfart i gamle dage spise den for at undgå den frygtede sygdom, skørbug, som netop skyldes mangel på c-vitaminer.

På Egholms strandenge kan man finder strandasters og salturt. De er begge salte i smagen, men gode at spise. Især, når det sker i en blandet salat sammen med andre vilde planter.

At strandmælden trives så godt på Egholm, skyldes bl.a., at ålegræsset er vendt tilbage til Limfjorden, for strandmælden vokser gerne på strandens karakteristiske tangvolde, der dannes, når gammelt ålegræs skylles op på stranden.

– Når ålegræsset er vendt tilbage, er det et synligt tegn på, at det lange seje træk, der har været gennem 20-30 år for at forbedre vandkvaliteten i Limfjorden, har givet resultat. Fjorden er blevet renere. Det er godt for ålegræsset, for fuglene, for fiskene og for os, fortæller Esben Buch.

En ren natur er på alle måder en fordel, når man vil sanke vild mad i naturen.

Når man vil sanke vild mad, bør man have et godt kendskab til naturens vilde planter.

Den nye app, “Vild Mad”, har gode beskrivelser af de spiselige planter, men den er ikke beregnet til at lære brugerne at kende de mange forskellige arter vilde planter i naturen fra hinanden. Derfor anbefaler Esben Buch, at app’en suppleres med ture i naturen med plantekyndige guider, hvor man kan blive dus med naturens mange vilde urter. Det kan eksempelvis ske ved at deltage i kommunens tilbud om guidede naturvejlederture, gennem Vild Mad projektets sanketure, men naturligvis også, hvis man selv kender en plantekyndig, man kan komme på tur med.

Selv om app’en ikke er beregnet til at lære brugerne at kende forskellige arter fra hinanden, er den stadig et rigtigt godt værktøj, understreger Esben Buch.

Gennem app’en får brugeren god besked om, hvilke arter, der er spiselige. Derudover er “jagtmarken” delt ind i forskellige sanke-landskaber, der angives i forskellige naturtyper. Ved eksempelvis at klippe på vandnært, kan man læse om de spiselige plantearter, der vokser langs med stranden.

Endelig huser app’en også gode opskrifter med vilde urter samt mange gode funktioner. Når man har installeret den nye app på sin smartphone eller tablet, og oprettet sig som bruger, kan man føre dagblog over sine fund samt geotagge gps-positioner for de gode fund, så man kan finde tilbage til de gode sankepladser.

Man kan læse mere på www.vildmad.dk.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close