Dall Villaby festede i en hel uge Støtteforeningen samler byen til fest og tjener penge til mange formål

0
948 - Byfesten foregik i og omkring det store festtelt på stadion.
For femte gang har Dall Villabys Støtteforening afviklet byfest med stor succes. Det foregik hele den sidste uge i juni i et stort festtelt og på stadionanlægget på Klokkevej, fortæller Bettina Korsgaard, der næstformand i Dall Villabys Støtteforening.

– Det har været en byfest, som er med til at styrke sammenholdet i byen og de omkringliggende byer, siger Bettina Korsgaard, som fortæller, at det økonomiske udbytte af dettes års byfest endnu ikke er gjort op. Men hun oplyser, at siden støtteforeningen startede for godt fire år siden, er der doneret mere end 130.000 kr. til flere formål i Dall Villaby og Ferslev. Her kan nævnes DFI Badminton, Rideklubben Finstrupgaard, Grundejerforeningen, DFI, Fritidshuset, Spejderne i Ferslev, legepladsen med flere.

Bettina Korsgaard anslår, at 50 til 60 frivillige har hjulpet med til at få alle aktiviteterne afviklet, hertil skal lægges bestyrelsesmedlemmer og deres ægtefæller.

– De frivilliges hjælp er uundværlige, men det er også de mange sponsorer, som med tilskud af enhver art gør en uges byfest mulig, siger Bettina Korsgaard.

Festugen begyndte lørdag aften med fællesspisning for 184. Desuden var der skumfiduser over bål og sankthansbål med tale af formanden for Skyggebørn, Per Andersen.

Om søndagen var der loppemarked, motocross og ponyridning.

Tirsdag holdt DFI’s fodboldafdeling afslutning for ungdomsafdelingen med 120 deltagere til fællesspisning. VM-kampen mellem Danmark og Frankrig blev vist på storskærm.

– Onsdag var områdets børnehaver inviteret til byfest om formiddagen. KL. 17.30 bød byens foreninger velkommen til områdets tilflyttere. Man kunne også møde spejderne der fortalte om deres arbejde og serverede pandekager.

Torsdag kom dagplejerne på besøg, og om aftenen kunne man høre om “Skønhed og Velvære” og se Grand Oldboys Fodbold.

Fredag var dagen, som især pensionisterne havde set frem til. Der var sildebord med det hele, og ikke mindst det hyggelige samvær blev nydt af de 70 deltagere. Senere på dagen blev der skruet op for musikken, da der var børne-disco.

Lørdag blev indledt med gå- og løbeture på ikke mindre end seks forskellige længder, sluttende med en maraton på 42,2 km. Den Store Bagedyst blev afholdt og Jutlander Bank og EDC-ejendomsmægleren rådgav om bolighandel. Der var fodboldkamp for spillere på 40+,k og fra AGF kom bl.a. Lars Vindfeldt og Thomas Thorning, og fra AaB mødte bl.a. Thomas Bælum, Søren Larsen, Torben Boye og Ole Nielsen. Kampens dommer var Ib Alstrup – manden der har dømt flest kampe i Danmark. Som afslutning på alle festlighederne var der lørdag aften grisefest i det store festtelt med 170 deltager og Damgaard Dou spillede op til dans.

Alle dage var forlystelser og boder åbne og det samme gjaldt for salg af slik, drikkevarer og diverse madvarer. Oveni alt dette, blev der hele ugen solgt amerikansk lotteri med en hel trailer fuld af dejlige præmier.

Bettina Korsgaard fortæller afslutningsvis, at de sidste frivillige forlod festteltet søndag morgen kl. 4, og søndag aften var så godt som alle spor efter byfestugen 2018 slettet.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close