Dåbsklude, bolde, stjerner og bamser masseproduceres i Ferslev

0
Hele udvalget af små og store dåbsklude samt bolde, stjerner og bamser.
“Som et nyt tiltag vil vi hen over efteråret invitere til tre formiddage i konfirmandstuen, hvor vi vil strikke eller hækle dåbsklude, samtidig med at vi kan hyggesnakke og nyde en kop kaffe. En dåbsklud er en gave fra kirken til dåbsbarnet, og kluden vil erstatte den papirserviet, vi normalt bruger til at tørre barnets hoved med efter dåben. Dåben er en meget intens handling, der griber familien, som står omkring døbefonten med den lille. Derfor er det noget helt særligt at få noget med hjem, som har været i brug under ritualet”.

Sådan skriver sognepræsten i Ferslev, Dall og Volsted, Tine Zinck Damgaard, i september 2017 i kirkebladet. Tirsdag 13. februar 2018 besøger vi de 15-20 travle strikkedamer i konfirmandstuen, hvor de mødes én gang om måneden.

Kaffen er brygget, og snakken går til strikkepindenes klirren – damerne kan virkelig det der med multitasking. Menighedsrådet dækker omkostningerne til kaffe, strikkemønstre, garn og andre materialer.

Strikning af dåbsklude er forholdsvis nyt. Sogne- og hospitalspræst på Djursland, Ann Maj Lorentzen, fik i 2016 ideen, som siden har spredt sig til hele landet. Dåbsklude skal indeholde kirkelige symboler, og strikkeopskrifterne købes på Internettet via hjemmesiden www.daabskluden.dk.

Strikkemetoden er ret og vrang, kantet med retriller, der strikkes eller hækles med hvidt bomuldsgarn, og dåbskludene måler 22 gange 22 centimeter.

Indtil videre er der produceret dåbsklude til de næste tre års forbrug i vore kirker, fortæller Tine Zinck Damgaard.

– Derfor er produktionen nu udvidet med mindre dåbsklude, bolde, stjerner og bamser.

Årsagen til den store produktion er naturligvis, at der strikkes og hækles ihærdigt ved de månedlige møder, men også at damerne påtager sig hjemmearbejde.

De mindre dåbsklude, der måler 11 gange 11 centimeter, er tiltænkt sygehuset, hvor sygehuspræsten anvender dem ved dåb af de helt små børn.

Boldene er mere farverige og har en “indbygget” klokke. Stjernerne er indtil videre gule. Begge dele bruges som legetøj og dekoration i forbindelse med babysalmesang, som forestås af kirkesanger Lene Forup. Når babyerne (og deres forældre) har været igennem to forløb med babysalmesang, inviteres de til påskesang. Her får de foræret en af de hvide bamser med et rødt eller blåt tørklæde, som en erindringsgave fra kirken.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close